Som forælder til et rollespillende barn, er der nogle ting du sikkert gerne vil vide, før du sender dit barn på et fire dages eventyr i Hareskoven. Den information har vi forsøgt at samle her, men hvis der er andet du vil vide, er du altid velkommen til at skrive os en mail.

Børnehold med Voksenleder

Alle deltagere til Tyvenes By bliver fordelt på hold (som foregår under tilmelding), der er ledet af tre erfarne frivillige fra Rollespilsfabrikken. De sørger for at alle deltagerne har en god oplevelse, får noget at spise, og kommer i seng, når de er færdige med at være nogle banditter i skoven. Der er altså ingen børn der er overladt til sig selv, i løbet af spillet. For de lidt ældre deltagere (14-17 år) er der løsere tilknytning til de voksne, så de eksempelvis kan være senere oppe efter aftale.

Forplejning og logi

Alle deltagere til Tyvenes By får en soveplads stillet til rådighed. Det kan være et middelaldertelt, et kulissehus eller, for de mindste, en sengeplads indendørs i Rollespilshytten. Deltagerne skal selv have noget at sove med og på, med til scenariet. F.eks. en luftmadras, hovedpude og en sovepose.

Alle deltagere får tre måltider om dagen, morgen middag og aften. Når vi nærmer os spildatoen, vil vi ligge en madplan op på hjemmesiden. Hvis jeres børn har allergier, så husk at gøre os opmærksomme på det ved tilmelding. Skriv os en mail med detaljerne, så gør vi vores bedste for at planlægge måltiderne derefter - hvis det af den ene eller anden grund ikke kan lade sig gøre, skal vi nok vende tilbage til jer. Vi indkøber bæredygtigt engangsservice, så det er ikke nødvendigt at medbringe tallerkner og bestik.

Rollespil fra morgen til aften

Rollespillet til Tyvenes By foregår fra om morgenen når deltagerne vågner, til omkring solnedgang. For de lidt ældre deltagere (14-17 år) kommer der også til at være uhyggeligt rollespil om natten. Hvis dit barn gerne vil deltage, men ikke har lyst til at overnatte på spilområdet, er det muligt at blive hentet om aftenen. Hvis I vil gøre brug af den mulighed, så skriv os en mail, så vi kan danne os et overblik over behovet.


Kontakt under Rollespillet

Når det først går løs, er det ikke altid at børnene er lige opmærksomme på at tjekke deres mobiltelefon. Det ser vi som en god ting, for det betyder at de har det sjovt! Hvis I alligevel har behov for at komme i kontakt med jeres barn under spillet, kan I altid ringe til Arrangørtelefonen. Den er tændt og bemandet 24/7 under hele spillet. Vi sender nummeret på Arrangørtelefonen på mail til alle tilmeldte.

Medlem af Rollespilsfabrikken

Som medlem af Rollespilsfabrikken får dit barn en masse muligheder for at opleve spændende eventyr og få nye venner. Under menupunktet ”Rollespilsfabrikken” kan du læse mere om vores andre tilbud i foreningen.

 rollespilsfabrikken  bifrost  orkerne kommer  nordea fondenkbh kommune